Spædbarnsterapi
Spædbarnsterapi er en traume terapi, som sigter på heling af traumer opstået i barnets første 3 leveår – altså i det før-sproglige mens barnet endnu er i færd med tilknytningsprocessen og den grundlæggende jeg-udvikling og hvor barnets nervesystem er under opbygning. Spædbarnstraumer opstår, når barnet kommer ud for oplevelser, som det, grundet den begrænsede mentale kapacitet, ikke har mulighed for at integrere meningsfuldt i psyken. Disse traumer kan både opstå på baggrund af konkrete hændelser, der er rettet mod barnet eller dets primære omsorgsperson, og/ eller gennem kontinuerlige relationelle svigt og gennem fraværet af en stabil, tilgængelig, tryg tilknytningsperson eller anden form for generel omsorgssvigt. Det kan således også omfatte børn som er født præmaturt eller børn som er adopterede.
Traumer i løbet af de første tre leveår har ofte store konsekvenser for barnets generelle udvikling og personlighedsdannelse. Barnet har ikke nogen bevidst hukommelse, men traumerne sidder i kroppen. Mange børn mister fodfæste i livet, med livslang fejludvikling til følge, såfremt traumerne ikke behandles. Italesættelse af det skete, hjælper barnet til at skabe meningsfuldhed og forløse traumerne. Terapien har som mål at barnet bliver i stand til at få greb om sig – at barnet kan opnå bevidsthed og en form for meningsfuldhed, og dermed skabe grobund for en mere hensigtsmæssig personlighedsudvikling. Det bærende element i terapien er den terapeutisk kontakt.
Det er almindelig praksis som opstart til spædbarnsterapi at have forudgående samtaler med forældrene/ omsorgspersoner, idet barnets traumer herved identificeres. Samtalerne tjener endvidere det formål, at forældrene/ primære omsorgspersoner får mulighed for at bearbejde det, der for dem eventuelt har været traumatiserende, så de bliver i stand til at deltage i spædbarnsterapierne som støttende omsorgspersoner, uden at reagere på egne indre følelsesmæssige tilstande. Terapien kan således blive en proces med forløsning for både barn og omsorgspersoner, således at alle bliver klar til et nyt ”møde”.
Der opstår ofte behov for gentagelse af terapien enten hvis traumerne reaktiveres eller i takt med at barnet opnår nye udviklingstrin og derfor kan have behov for at forstå på et nyt mentalt plan.
Spædbarnsterapi kan anvendes til det helt spæde barn, men kan også til større børn eller voksne. Det handler blot om, at traumerne er pågået indenfor fosterstadiet eller i de første leveår.
Metoden er særdeles brugbar, når et barn skal anbringes.
Det er min erfaring, at sandplay er et særdeles godt supplement til spædbarnsterapien, idet barnet i en tryg terapeutisk ramme får mulighed for støtte i arbejdet med at finde sig selv fra det nye fundament, som opstår gennem spædbarnsterapien.
Begge terapiformer går godt i tråd med tankerne omkring den neuroaffektive forståelse og den nyeste hjerneforskning, og med den grundlæggende udviklingspsykologiske forståelse, at det er det er i relationen/kontakten og følelsen af samhørighed, som former selvet og at det er derigennem man etablerer en bevidsthed om sig selv. I det tillidsfulde terapeutiske rum og mødet med terapeuten dannes grundlaget for udforskning, heling og udvikling.
Børn viser mistrivsel gennem deres krop og adfærd – fysisk som psykisk. Det kan komme til udtryk i form af angst – aggression – tilbagetrækning – selvskadende adfærd – fyskiske smerter
Terapeutiske forløb er brugbart til bearbejdning af livskriser eller enkeltstående følelsesmæssigt belastende oplevelser. Det kan handle om sygdom, dødsfald, skilsmisse eller andre større forandringer i livet. Terapiens formål er at skabe mulighed for at integrere den nye situation / tilstand i dig, således at den rummer mulighed for udvikling og trivsel i dit liv frem for begrænsning.
Børn rammes også af disse oplevelser – både når der sker noget i deres familie eller hvis de selv er udsat for voldsomme oplevelser, så som sygdom, indlæggelse, voldsomme indgreb osv. Et kan i værste fald blive til fastlåste forstyrrelser barnets udvikling og personlighed, hvis ikke barnet får mulighed for at bearbejde traumatiske hændelser – herunder for tidlig fødsel, tab af kontakt med eller forstyrrelser i nære relationer.
Jeg er optaget af, hvordan disse oplevelser påvirker barnets generelle udvikling og udviklingen i deres hjerner – det neuropsykologiske.
Et barn er afhængig af relationen og kontakten med omsorgsgiveren. Enhver terapi med et barn indbefatter et tæt samarbejde med forældre eller andre primære omsorgspersoner.